Turneringsresultater

18. august 2026 11:33 , af Ole Munk

Lørdag den 8. august spillede klubbens herrer den traditionsrige bøfturnering. Vinderne blev Frederik Rømer og Michael Nielsen, som besejrede Uffe Bach Thomsen og Peter Rohde i finalen.

Den følgende lørdag spillede damerne rejekællingeturnering, og her vandt Eva Lorentzen.

Dagen efter, søndag den 16. august, blev Halsnæsmesterskabet afholdt på Hundested Tennisklubs anlæg. Trods hjemmebanefordelen måtte vi tage til takke med en tredjeplads efter Melby og Frederiksværk.

Tak til Michael Poulsen, Aase Rohde, Lene Møller og Louis Rasmussen for fine arrangementer!

Op- og nedture i årets holdturneringer

Hundested Tennisklubs Golden Age-hold har fortsat chancen for at vinde deres række (Serie 1, Pulje 1) i årets turnering. Senest besøgte vi KBs anlæg på Pile Allé – med den smukke udsigt til Frederiksberg Slot – og fik et fornemt resultat (3-3) med hjem.
Inden de sidste to kampe ligger Hundested 2 points efter Holbæk, men med en kamp mindre spillet. KB på tredjepladsen har 1 point færre end Hundested og skal møde de samme to klubber (Sorø og Haslev) som os, så det hele kan blive afgjort på sidste spilledag, onsdag den 26. august, hvor vi møder Haslev på hjemmebane. Heppekor er velkomne!

Knap så godt er det indtil videre gået for klubbens 50+ veteraner, der lige nu indtager sidstepladsen i deres række. Dog snyder tallene lidt, da vi kun har spillet to kampe – en sejr og et nederlag – og har måttet scratche to andre på grund af afbud og skader. I den kommende weekend møder veteranerne først Gladsaxe og dernæst Dragør, begge på hjemmebane.

Besøg fra Båstad

Lørdag den 5. september får vi besøg af vores venskabsklub Båstad. Sidst vi mødtes var i marts på Båstads lækre indendørsanlæg, hvor svenskerne løb med sejren – så denne gang håber vi at mange af klubbens stærke spillere vil melde sig under fanerne.

Vi mødes i klubben klokken 9.30 og spiller hele dagen, men man bestemmer selv hvor mange kampe man vil have. Der spilles kun double.

Ann Charlotte er arrangør og sørger for frokost kl 12.30, festmiddag kl 18 og morgenmad søndag for dem der ønsker det. Prisen er 300 kr for hele baduljen – og 150 kr hvis man kun vil spille (dog inklusive frokost). Send en sms til Ann Charlotte på 6165 7338 hvis du vil være med.