Der var flot fremmøde til den fælles arbejdsdag lørdag den 31. oktober, og ikke mindst var det dejligt at se hvor mange af klubbens nyere medlemmer der var mødt op for at hjælpe med at forberede anlæg og klubhus til den kolde tid. De tre timer forløb med højt humør og masser af energi, og vi sluttede af med lækre pizzaer fra Bellona og præmieoverrækkelse til hold 1, der havde vundet årets tirsdagsturnering.
Gæstebanen blev lukket ned for sæsonen, men bane 1-4 samt padelbanen står flottere end nogensinde … så indtil videre kan der spilles tennis og padel uden andre begrænsninger end det stigende medlemstal medfører. Vi er nu 282 aktive medlemmer og syv passive.
I den forbindelse bør det gentages, at vi med de nye tider på padelbanen (90 minutter pr reservation) beder vore medlemmer om ikke at booke mere end én tid pr dag – af hensyn til andre der gerne vil spille padel.
Og nu vi er i gang med den løftede pegefinger, så husk at lukke døren til klubhuset både når I er inde og ude. Varmepumpen kører døgnet rundt, og der er jo ingen grund til at rutte med strømmen :)
Hundested vandt som tidligere omtalt på hjemmebane over Båstad, da svenskerne kom på besøg i september. Vi håber at kunne gentage triumfen til foråret, når vi tager over Sundet for at spille på deres lækre indendørsanlæg. Derfor opfordres alle til at reservere lørdag den 20. marts 2027 til tennis.
De fleste tager allerede afsted fredag, hvor Ann Charlotte sørger for aftensmad, og der som regel også bliver mulighed for at træne lidt på banerne. Vil du være med, så skriv eller ring til Ann Charlotte (telefon 6165 7338).
Ann Charlotte køber også ind til morgenmad (både lørdag og søndag), som vi indtager i vandrerhjemmets køkken. Lørdag er der festmiddag sammen med vores svenske værter. Søndag kører vi hjem efter morgenmaden.
Endnu et kryds bør sættes i kalenderen ved 19.-20. juni eller 26.-27. juni, hvor vi for tredje år i træk har haft held med at få den tidligere Davis Cup-kaptajn Finn Christensen til at tilbyde træning for tennisspillere på alle niveauer. Da der var en del gengangere fra 2025-holdet på dette års træningsweekender, har vi valgt at dele arrangementet op, så den første weekend nu primært bliver for medlemmer der ikke har haft fornøjelsen af Finns træning hverken i 2025 eller 2026, mens programmet på weekend nummer to vil blive tilpasset deltagere der har været med før.
Ligesom de andre år vil der være et formiddags- og et eftermiddagshold hver dag, men på opfordring fra tidligere deltagere bliver tidsplanen justeret, så lørdagens formiddagshold bliver eftermiddagshold om søndagen.
Der vil blive åbnet for tilmelding efter nytår.
Mandag og fredag formiddag er der fortsat tennis for alle der har lyst (aldersbegrænsningen 50+++ er kun proforma), når vejret tillader det. Skulle vinteren sætte ind, er der også muligheder – omend begrænsede – indendørs. I år er det gratis for medlemmer at spille indendørs i Storebjerghallen, og banebooking sker på hjemmesiden efter samme princip som udendørs. Men vi har kun banen fredag eftermiddag fra kl 15 til 20 samt lørdag fra 8 til 14.