Det er igen muligt at spille

31. januar 2026 18:47 , af Ole Munk

Det barske vintervejr har forhindret at vores anlæg kunne bruges i størstedelen af januar, men nu kan der spilles tennis på bane 2 og padel i buret. Det betyder at 50++ starter op igen hver mandag og fredag fra kl 10, og så snart vejret tillader det, vil vi sørge for at også bane 1 bliver spilbar. Hvad angår bane 3 og 4, har det lidt længere udsigter, og bane 6 kommer til at være lukket frem til baneklargøringen 11. april.

Tur til Båstad

13.-15. marts går turen til Båstad, og der er et par ledige pladser på Hundesteds hold, som skal forsøge at revanchere sidste års knebne nederlag på hjemmebane. Vil du være med, så skriv eller ring til Ann-Charlotte (telefon 6165 7338).
Ann-Charlotte sørger også for aftensmad og morgenmad, som vi indtager i vandrerhjemmets køkken. Lørdag er der festmiddag sammen med vores svenske værter. Søndag kører vi hjem efter morgenmaden.

Ny aftale med Halsnæs Kommune

De seneste måneder har klubben været i dialog med Halsnæs Kommune om ejerskab og vedligeholdelse af udearealerne. Disse drøftelser har ført til en aftale, hvorefter kommunen hjemtager driften af arealerne uden om baner og klubhus, herunder hegn samt naturpleje. Kommunen vil ligeledes betale vandforbruget på banerne (men ikke klubhusets vandforbrug). Drift og vedligeholdelse af banerne forbliver Hundested Tennisklubs ansvar og udgift.
Efter bestyrelsens mening kan vi være særdeles tilfredse med denne nye aftale, der også indebærer at Halsnæs Kommune vil stå for reparation og retablering af banehegnet ned mod mosen, som blev delvist ødelagt sidste vinter.

Husk at melde dig til tirsdagsturneringen

Deadline for tilmelding til årets tirsdagsturnering nærmer sig lige så stille, men du kan sagtens nå at være med. I skrivende stund har 27 medlemmer tilmeldt sig – vi skal meget gerne op på mindst 32. Alle klubbens medlemmer kan deltage i tennisturneringen, der består af doublekampe, hvor man møder spillere på nogenlunde samme niveau som én selv. Vi forsøger at gøre holdene så jævnbyrdige som muligt. Spilleplanen sættes sammen, så man skal regne med at spille to doubler cirka hver anden tirsdag – første gang i begyndelsen af maj og sidste gang i begyndelsen af september.
Som deltager i tirsdagsturneringen vil du også blive bedt om at stå for en let forplejning (sammen med en fra det modsatte hold) én gang i løbet af sæsonen.
Du skal være logget ind for at kunne tilmelde dig, og du kan tilmelde dig her.

Fælles arbejdsdag og generalforsamling

Husk at sætte kryds i kalenderen ved lørdag den 11. april, hvor vi har fælles arbejdsdag fra kl 9.30. Vi regner med, at arbejdet er afsluttet ved 12-tiden – derefter vil der blive budt på en bid brød, og så runder vi dagen af med klubbens ordinære generalforsamling kl 12.30.